Af Gustav Stubbe Arndal
Det er ikke et åbent spørgsmål, om man kan lave en film, der hovedsagelig foregår mellem få karakterer i en enkelt beliggenhed. Man kan lave fantastiske film under de begrænsninger. Spørgsmålet er, hvilke ingredienser, der eleverer værket fra stileksperiment til ægte, dramatisk filmmagi. Held og lykke, Leo Grande fremviser bestemt et par stykker af dem.
Først og fremmest to kontrastfyldte karakterer i en situation spækket med dramatisk potentiale. Nancy Stokes (Emma Thompson) er en nybagt enke med voksne børn og en ærgerligt begrænset livserfaring, når det angår sex og fysisk intimitet. Leo Grande (Daryl McCormack) er den følsomme og fordomsfri sexarbejder, hun har hyret for at indhente de oplevelser, hun er gået glip af.
Der opstår en rolig, intim komik i deres sammenstød. Nancy er konservativ af natur og dybt usikker på sig selv og situationen. Hun bliver ved med at afbryde flirtende, intime øjeblikke med konkrete spørgsmål, såsom hvordan man almindeligvis ville tage en partners bælte af inden et blowjob.
Filmen prøver ikke at bilde os ind, at Thompson ikke er en smuk kvinde, men hendes skuespil overbeviser os om, at Nancy ikke selv ser det. Hun udstråler en skrøbelig, elskværdig nervøsitet og seksualiseres ikke for at ophidse publikum, men for at sige noget om intimitet – en svær balancegang, men instruktør Sophie Hyde møder udfordringen med evne.
Leo har for arbejde at bryde sin klients barrierer ned og bringe nydelse til en kvinde, der både trænger enormt til det og har en særlig evne til at nægte sig selv det. Han anser sit arbejde som terapeutisk og efterlever det med blid hånd og klar indsigt gennem hvert af deres møder – altid på samme hotelværelse.
Den smukke, unge irer modarbejder stereotyper om prostitution. Tragedien ligger er ikke i selve hans profession, som han holder af og er dygtig til, men i samfundets og hans families manglende accept. Det er et forfriskende portræt af, hvordan sexarbejde kan se ud.
Det er filmen også tydeligvis klar over. Dialogens naturlige flow afbrydes til tider af en spørgsmål-og-svar sektion om sexarbejde: Hvad siger britisk lovgivning om det? Er det farligt? Er prostitution etisk? Det hjælper ikke, at Nancy direkte nævner opgaver, hendes elever har skrevet om emnet.
Som emnefilm har Held og lykke, Leo Grande altså nogle vigtige ting på hjerte, men det kunne være udtrykt med større elegance. Manuskriptet forsøger også at peppe dramaet op med karakterkonflikt, der mærkes som en midlertidig afbrydelse af historien, snarere end de rå, ægte følelser, man forsøger at skildre.
Når man læner sig tilbage og anskuer filmen som helhed, mangler den en ingrediens eller to. Ellers er der nok at anbefale i Leo Grande. Filmens styrke findes, når luppen er fremme, og vi kigger nøje på vores hovedpersoner; når vi ser, hvordan en enkelt berøring, et øjebliks intimitet kan være befriende og forvandlende.
Kommentarer